Echoes-of-dance

Rosenborg

søn 08 aug 2021 20:00

KONCERTEN
Echoes-of-dance er et energisk program med spansk barokmusik fra den første halvdel af 1600-tallet. Programmet trækker på de såkaldte dansesange, der var talk of the town i Spanien i begyndelsen af det 17. århundrede. Sangene befandt sig i et frugtbart krydsfelt mellem finkultur og populærmusik, og vakte i begyndelsen både forargelse og vrede blandt den etablerede kulturelite. Danserytmer som zarabanda (saraband) og chacona (chaconne) var en overgang forbudt ved lov; det kunne give op til 4 års straffearbejde ved galejerne at spille, danse eller synge en zarabanda eller chacona! Alligevel endte dansesangene med at integrere sig i den etablerede kunstmusik, flere af dem som en del af den fine baroksuite. Men inden da var de datidens rock 'n' roll!

Dansesangenes popularitet skyldtes ikke mindst det helt nye instrument, guitaren, der skabte en revolution i musiklivet i Europa. Med guitaren formede man akkompagnementet til en sang ved at slå flere toner an på samme tid, "forenklet" til en akkord. Akkordspil medførte et mere komplekst rytmisk anslag af strengene, ofte med synkoperede akkordskift, det som spanierne kalder for rasgueado (på engelsk strumming), og som vi stadig kender det fra flamencomusikken. De nye dansesange, der blev skabt til guitar-akkompagnement, var livlige, rytmiske og dansevenlige, og akkordskift og frasering understøttede på en helt ny måde de naturlige accentueringer i det spanske talesprog. Fokus blev flyttet fra harmoni og klang, til rytme og energi!
Danserytmerne nåede hurtigt ud til alle hjørner af Europa, og også til Danmark, Efter midten af 1600-tallet blev dansene, omend i en mere høvisk form, flittigt benyttet overalt ved Europas hoffer. Blot 60 år efter at rytmerne havde vakt den helt store forargelse, skrev digterpræsten Thomas Kingos salmetekster til sarabande-rytmen!

ENSEMBLET
Via Artis Konsort er et professionelt eksperimenterende tidlig musik-ensemble. Via Artis Konsort blev dannet i 2006 med det formål at udforske den tidlige kunstmusik fra middelalder til klassisk periode. Ensemblets ambition har fra starten været at udfordre både det “klassiske” koncertpublikum og det publikum, der normalt ikke finder vej til klassiske koncerter. Via Artis Konsort har spillet mere end 400 koncerter i ind- og udland, blandt andet Cuba, Spanien, Belgien, Færøerne, Sverige, Norge og Island. Ensemblet er officielt hjemmehørende i Odense, Danmark.
Via Artis Konsort har udgivet tre album på forlaget PARLA son: 'Via Stellae' , 'Kunsten at røre' og 'Crosswork'. Et fjerde album med musik fra kammeroperaen 'Andersens duende' er under indspilning.
Via Artis Konsort turnerer med faste koncertprogrammer, men indgår ofte i forskellige former for samarbejde med kor, solister, komponister, scenekunstnere og institutioner. Koncertudvikling har altid haft et vigtigt fokus i ensemblets koncertaktivitet. I de seneste år har ensemblet medvirket i en række anmelderroste musikdramatiske forestillinger, senest kammeroperaen 'Andersens duende'.
Via Artis' koncerter er flere gange blevet transmitteret i radioen, blandt andet de nationale klassiske radiokanaler i Belgien, Spanien og Danmark, senest P2 koncerten i Danmarks Radio med programmet 'Sangbogen fra Eldorado'.
Ensemblets mange aktiviteter er udførligt beskrevet på websiden: https://musica.nu , hvor man også kan finde audio, video og artikler om baggrunden for musikken.

Medvirkende ved koncerten:
Anna Wierød – sopran
Anne Marie Høst – harpe, vokal
Katerina Anagnostidou – slagtøj, vokal
Mogens Rasmussen – viola da gamba
Lars Hedelius-Strikkertsen – barokguitar, oud
Poul Udbye Pock-Steen - cembalo


 

Dette arrangement har fundet sted

Var du der? Hvorfor ikke skrive en anmeldelse

Vi bruger cookies for at sikre du får den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside - skift indstillinger