Hans Christian Jochimsen billetter

Bliv fan

Livsglædens katalysator

Hans musik synges af kor over hele verden, og uge efter uge valfarter op mod tusind vidt forskellige mennesker til hans faste kor og workshops i København for at synge noget så udansk som gospel.

Hans Christian Jochimsen er Danmarks gospelkoryfæ nummer ét og mestrer især én kunst; han åbner folks hjerter.

Af journalist Rikke Tjørring

”Lord, Lord Lord, do a new thing inside me”, skråler en bredt sammensat flok københavnere, bogstavelig talt af deres lungers fulde kraft i Fredens Kirke på Østerbro. Det er en kold og kedelige tirsdag aften i februar, og de halvanden hunderede fremmødte er langtfra særlig gospelagtige at se på med deres vinterblege danske kinder og – for manges vedkommende – lettere stive bevægelser og trætte blikke. Men kinderne bliver rødere, kropssproget friere og lysintensiteten i øjnene stærkere i takt med, at minutterne i selskab med dirigenten, Hans Christian Jochimsen, skrider frem.

Denne ved første øjekast helt almindelige mand er hemmeligheden bag deres gradvise forløsning

”Hans Christian har en enorm evne til at samle os alle sammen. Han gør det så helt fantastisk godt, at man har lyst til at være sammen med ham igen og igen. Det er en ugentlig indsprøjtning af livsglæde og energi,” fortæller Birte Gruner begejstret. Hun er med sine 72 år blandt korets alderspræsidenter.

Hans Christian siger selv, at han formidler livsglæde. Men den 40-årige dirigent og komponist gør mere end det. I hans selskab fornemmer man instinktivt på hans energi og karisma, at det langtfra er et tilfælde, at han har opnået international anerkendelse som både dirigent og komponist.

”Han sender en energi ud i rummet, som får mig til at føle, at han ser mig hver gang. Jeg tror, at alle føler, at de bliver set af ham,” siger Birte Gruners datter Karina Arnskjold, der sammen med sin mor synger hos Hans Christian hver uge.

Og hovedpersonen selv har da også en mission med sin musik.

”Jeg kunne godt tænke mig gennem min musik at være med til at bringe både håb og glæde ind i menneskers liv. Og også selvværd. Det ligger i gospelmusikkens væsen, at vi som mennesker har værdi,” erklærer han.

Alting mødes i gospel
Hans Christian har vidst siden barnsben, at han ville være musiker. Som 18-årig blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, og i 1993 stod han som færdiguddannet klassisk pianist. Allerede i studietiden erkendte Hans Christian, at han var for udadvendt til et liv som professionel pianist med mange daglige øvetimer i enrum. Som studiejob begyndte han derfor at dirigere indtil flere kor, og når han ind imellem flettede nogle gospelnumre ind i repertoiret, lagde han mærke til, at der skete noget særligt både inden i og omkring ham.

”Det blev endnu sjovere, og der var god respons”, fortæller han.

”Der var aldrig nogen plan om, at det var gospel, jeg skulle leve af. Det skete bare og tog mere og mere af min tid, mens jeg gik på konservatoriet,” beretter Hans Christian, der ikke har spillet klassisk musik siden studietiden.

”Gospel er for mig en slags helhedspakke. Selve musikdelen betyder meget, fordi jeg er musiker. Samtidig betyder gospel meget for mig, fordi jeg er troende og i gospelmusikken kan sætte ord på nogle ting, som fylder for mig i dén del af mit liv. Desuden kan jeg være sammen med andre mennesker og bruge min humor. Alting mødes i dét felt.”

Ironi som virkemiddel
At Hans Christian er troende fremgår udelukkende af hans sangtekster. Hans til tider grovkornede ironiske og sarkastiske humor vidner om en mand, der langtfra er noget dydsmønster. Alle stemmergrupper i koret får på skift drøje hug, der dog udelukkende fremkalder latterbrøl både hos den angrebne part selv og hos alle andre i rummet. Alle ved, at dirigentens direkte facon dækker over en dyb respekt for det enkelte menneske.

Jeg prøver at være meget til stede, når jeg underviser. Og jeg prøver at være ærlig og humoristisk. Men jeg tror, at en af grundene til, at jeg er god til at undervise, er, at jeg elsker at gøre det. Ofte synes jeg, at en øveaften er meget sjovere end at holde en koncert. Til koncerten synger man for publikum, og der bliver klappet. Men når vi øver, har jeg denne her ping pong med koret. Og selve det at flytte et kor fra a til b er en stor tilfredsstillelse, når det lykkes. Det er også en af grundene til, at jeg synes, det er meget sjovere at arbejde med amatørsangere end med professionelle,” fortæller Hans Christian.

Han betegner selv sin undervisningsstil for mere gruppedynamisk- og psykologisk orienteret end musikalsk orienteret. For eksempel kan han sagtens finde på at kalde tenorgruppen op til sig på scenen til en ”time-out” – en slags peptalk fra ham selv til korets mænd, hvorefter han beder dem om at vende sig om og synge – foran alle de kvinder, der altid er markant i overtal.

At få et godt musikalsk resultat med professionelle er forventet. Men at få et godt resultat med et kor af amatørsangere er meget mere tilfredsstillende. Det at få folk til at tro på, at de kan synge, handler om at komme ud over den danske jantelov, som er dybt forankret i os. Selvom vi rent intellektuelt er modstandere af den, så præger den alligevel hele vores måde at gå til livet på.”

Det er okay at fyre den af
Janteloven er ikke bare en modspiller i hans samspil med koret men også i hans forhold til sig selv.

”Hvis jeg stod nede i koret, ville jeg være meget mere hæmmet, end når jeg står foran. Oppe foran har jeg rollen som dirigenten og den, der skal gå forrest, så dér har jeg en undskyldning for at føre mig frem. Men i en anden sammenhæng er jeg mere opmærksom på at passe ind i rammerne,” siger han selverkendende.

Han forstår derfor godt, at det kan være grænseoverskridende for folk at lade sig rive med af musikken og synge i vilden sky. Især hvis de har fået at vide siden barnsben, at de ikke har en tone i livet.

”Jeg prøver at få folk til at åbne munden og finde ud af, at de rent faktisk kan synge. Det kan godt være, at de ikke er verdens bedste sangere, men når vi står 150 mennesker sammen og alle giver noget – så bliver det et godt resultat,” siger han og tilføjer;

”Min største drivkraft er at se mennesker blive revet med, blive flyttet og blive glade. Og ikke mindst afhængige af det kick, man får ved at synge.”

At nogle af sangerne vitterligt er blevet afhængige, er man ikke i tvivl om denne tirsdag aften på Østerbro. De skråler igennem med vidt åbne munde, mens deres kroppe med stor entusiasme og energi bevæger sig fra side til side i takt til musikken. Andre er stivere i både arme, ben og hofter og mere forsigtige med at åbne munden. At de har svært ved at smide de for danskerne så typiske hæmninger, er man ikke i tvivl om. Men alle gør de et forsøg og er dybt koncentrerede.

Karina Arnskjold fortæller, at hun altid går opløftet hjem fra kor.

”Her er det okay at være dig. Det er okay at fyre den af, og det er okay ikke at ramme en tone.”

Hendes mor Birte Gruner tilføjer;
”Og så har jeg endnu en glæde, og det er, at jeg kommer her sammen med min datter. Vi har et fællesskab i at synge her.”

Alle burde synge gospel
At alle ville have godt af at mærke det særlige kick, som en gang gospel giver, er Hans Christian ikke i tvivl om. Men han er samtidig bevidst om, at der er mange fordomme mod hans musik i lille Danmark.

”Mange har et billede af, at det er noget halvpinligt og helligt, som ikke er noget for danskerne. Så dem der aldrig kunne finde på at synge gospel ved i virkeligheden ikke, hvad de vælger fra,” fastslår han.

Han håber, at folk vil lade sig inspirere af musikken og dens budskab til selv at gøre en positiv forskel i hverdagen. Selv kan Hans Christian ikke forstille sig at beskæftige sig med andet en gospel – omend han fastslår, at hans virke vil ændre form over tiden.

”Fordi mine kor hele tiden forandrer sig – der er hele tiden nye mennesker og en ny sammensætning - så bliver jeg aldrig træt af gospel,” forklarer han;

”Jeg kan godt være træt, når jeg skal afsted, men lige så snart jeg ser på de mennesker, som er kommet – måske lige fra arbejde - og er trætte og forventer at have det sjovt, så sker der noget. Jeg bliver ligesom en cirkushest, der kommer ind i manegen og kan dufte savsmuldet.”

Hans Christian Jochimsen datoer og billetter

man 20 maj 2019 17:00

Sct. Pauls Kirke, Århus C

Gospel i Boxen - korøvelse 1 i Århus

Køb billet

man 20 maj 2019 19:30

Sct. Pauls Kirke, Århus C

Gospel i Boxen - korøvelse 2 i Århus

Køb billet

tir 21 maj 2019 17:00

Sct. Johannes Kirke, Herning

Gospel i Boxen - korøvelse 1 i Herning

Køb billet

tir 21 maj 2019 19:30

Sct. Johannes Kirke, Herning

Gospel i Boxen - korøvelse 2 i Herning

Køb billet

tor 23 maj 2019 17:00

Templet, Kbh. V

Gospel i Boxen - korøvelse 1 i København

Køb billet

Vi bruger cookies for at sikre du får den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside - skift indstillinger