NABLA er et nyt kor fra Aalborg, der på kort tid har skabt sig et navn på den rytmiske vokalscene.
Koret består af 30 sangere, der synger rytmisk a cappella på højeste niveau.
Til en koncert med NABLA får man både de smukke og fyldige korklange, der går rent ind og forkæler øregangene – og så det lidt mere kantede, hvor både tekst og musik udfordrer lytteren.
Repertoiret er popmusik med noget på hjerte – med teksten og den gode historie i centrum. Og sangene leveres i stærke, originale korarrangementer.
NABLA udgav sin første single og musikvideo i efteråret 2022 og har siden debuten i foråret 2022 høstet stor anerkendelse for sine smukke og medrivende koncerter. Senest kunne man opleve
NABLA til Tv2’s store juleshow fra Musikkens Hus, Aalborg.
I spidsen for NABLA står Line Groth, som bl.a. er kendt fra koret, Vocal Line. Line er tidligere elev på Ollerup Efterskole, og blandt sangerne er der også tidligere elever fra skolen.