Sinne Eeg: vokal
Jacob Christoffersen: klaver
Den oprindeligt programsatte koncert med Magnus Thuelund Melody Quintet må desværre udgå, men Giant Steps kan med stolthed i stedet præsentere Danmarks store jazzsangerinde Sinne Eeg, som er trådt til sammen med sin pianist Jacob Christoffersen.
Den internationalt anerkendte Sinne Eeg er blandt Skandinaviens største jazzvokalister. Hun har givet koncerter over hele Europa og Asien og er midt i et gennembrud i USA. Overalt hvor den danske sangstjerne optræder, fascineres publikum af hendes smukke klang, stærke nærvær og eminente scatsang. Eeg har sunget med amerikanske jazzikoner som Larry Goldings og Curtis Stigers samt optrådt på de legendariske jazzklubber Green Mill i Chicago, Cotton Club i Tokyo og Birdland i New York. Hun har desuden modtaget adskillige anerkendelser, bl.a. DR P2 Jazzprisen, Ben Webster Prisen, den franske Prix Du Jazz og Dronning Ingrids Hæderslegat. Den prisvindende tangentvirtuos Jacob Christoffersen har i flere år været Sinne Eegs faste pianist og turneret med hende over hele verden. Denne aften mødes duoen i Svendborg med en smuk blanding af jazzstandards og Sinne Eegs egne kompositioner.