Svaneborg Kardyb og Karmen Rõivassepp Quartet billetter

Bliv fan

Svaneborg Kardyb
 
Nikolaj Svaneborg: Würlitzer, synthesizer, klaver
Jonas Kardyb: trommer, percussion
 
Der har været raketfart på Svaneborg Kardybs musikalske rejse mod stjernerne, som startede for ikke meget mere end et års tid siden. I april 2019 sikrede duoen sig sejren i JazzDanmarks landsdækkende konkurrence for unge jazzmusikere. Samme år var debutudgivelsen Knob ugens album på P8 Jazz, og ved Danish Music Awards blev det til hele to statuetter, nemlig for Årets Danske Jazzkomponist og Årets Nye Danske Jazznavn. Musikken er skabt i de tidligste morgener over den sorteste kaffe og er minimalistisk med et luftigt, sfærisk udtryk, hvor elektronisk og akustisk lyd forenes, og hvor fængende melodier møder nordiske stemninger i et drømmende og groovy univers. Det er som at snuble ned ad bjerget Zen, få en ganerenser midt i menuen, opleve rastløshed, blive tøjlet og ende beroligende. Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb har med stor kunstnerisk overskud og et sammenspil, der både er elastisk og dynamisk, (op)fundet deres helt egen lyd.
 
 Karmen Rõivassepp Quartet

Karmen Rõivassepp: vokal
Simon Eskildsen: klaver
Adrian Christensen: bas
Daniel Sommer: trommer
 
Sangerinden, komponisten Karmen Rõivassepp er oprindelig fra Estland, men har i flere år boet i Danmark, hvor hun har etableret sig som et stærkt navn på den aarhusianske jazzscene med sin krystalklare vokal, imponerende pitching og altid legesyge natur. I 2018 modtog hun prisen Aarhus Jazz Talent, mens hun og kvartetten fik flotte anmeldelser for deres debutalbum Dance Of Sounds, som oven ikøbet resulterede i, at holdet blev nomineret i kategorien Årets Nye Danske Jazznavn ved Danish Music Awards. Karmen Rõivassepp og hendes tre superdedikerede og opfindsomme musikere, der også er at finde med andre bands som f.eks. Abekejser, AddisAbabaBand og Løvdal/Windfeld Quartet, bevæger sig inden for den moderne jazz med en raffineret melodisk tilgang. Med Rõivassepps forførende melodier og ærlige historiefortælling på både engelsk og estisk om oprigtig glæde, stille melankoli og hengemt smerte, klinger aftenen ud på smukkeste vis. 

Svaneborg Kardyb og Karmen Rõivassepp Quartet datoer og billetter

tor 05 nov 2020 20:00

Giant Steps, Svendborg

Svaneborg Kardyb og Karmen Rõivassepp Quartet DOBB

Køb billet

Vi bruger cookies for at sikre du får den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside - skift indstillinger