The hOpening billetter

Bliv fan

Tre af Danmarks markante musikalske profiler har sammen dannet kollektivet The hOpening!

En nutidig musik som tager sig jazzens frihed, men som i lige så høj grad er influeret af filmmusik, americana, Twin Peaks, surf, psykedelisk rock og elektronisk minimalisme.

Udtrykket er groft skulptureret, nedbarberet enkelt og lader et stort rum i musikken stå åbent og uberørt til at lytteren kan danne sine egne billeder.

The hOpening! består af :
Pedal steel-guitaristen Margrethe Björklund,
trommeslageren Jeppe Gram 
og kontrabassisten Lennart Ginman. 

Kendere af disse tre kapaciteters musikalske ’bagkatalog’ vil vide, at vi befinder os i grænselandet, hvor traditionen altid udfordres og genreløsheden florerer, og ingen kan vide sig helt
sikker…
Hvad der dog er helt sikkert er, at den nysgerrige og legende indfaldsvinkel til improvisation, ligger som en rød tråd gennem The hOpenings musik. Dybt i trioens DNA ligger kærligheden til såvel jazzens støvede melankoli som til samtidsmusikkens upolerede udtryk og popmusikkens rørende enkelthed. 

Et originalt møde mellem tre instrumentalister, som hver for sig besidder en højt udviklet æstetik og instrumental kunnen. 
Et musikalsk møde med et nyt orkester, som er klar til at risikere det hele på dybt vand i musikkens smukke uforudsigelige
bølger.

------------------------
Margrethe Björklund

Björklund er en af rigets i særklasse fineste Steel guitarister, som på en gang formår både at favne og udfordre instrumentet og dets historie. Nok har Bjöklund musikalske rødder i rocken og americana, men qua sin indlysende musikalitet og fordomsfrihed, medvirker hun også ofte i mere grænsesøgende cross-over sammenhænge.
Hun har turneret og indspillet med bl.a. Jack White, John Doe, Howe Gelb og Giant Sand. Björklund har med legendariske Jack White optrådt til Grammy USA, Saturday Night Live, Jools Holland etc. Björklund medvirker endvidere på Jack White’s solo albums ‘lazaretto’ og ‘live at third man’.
Også som soloartist har Björklund gjort sig bemærket som en af tidens vigtige artister med 2 meget anmelderroste egne albums: ‘coming home’ og ‘shaken’ (udgivet 2014 på world wide på bloodshot records). Begge albums er kollaborationer med nogle af indie rockens helt store ikoner som Mark Lanegan, Calexico, Kurt Wagener og John Parish. Selvsamme John Parish både producerede og medvirkede på Björklunds sidste album ’Shaken’.
Herhjemme har Björklund indspillet og/eller turneret med bl.a. Niels Skousen, Lotte Andersen, Miss B haven, Super Heros, Boatman love, Ginman feat. Jimmi Jørgensen, Sara Indrio og Darleens.
Sidste år blev Björklund hædret af musikbranchen, da hun blev tildelt de danske musikkritikeres pris ’Steppeulven’ som årets musiker 2015.


Lennart Ginman

Som en af Danmarks mest respekterede bassister, har Lennart Ginman opbygget et imponerende musikalsk CV, som omfatter mange toneangivende projekter og bemærkelsesværdige samarbejder med mange af tidens mest indflydelsesrige artister. Ginman er tillige en højt værdsat komponist og producer indenfor den moderne samtidsmusik, og samarbejder med flere førende kunstnere indenfor pop, rock, jazz og den alternative hiphop scene. Han har modtaget utallige priser, Grammyer og hædersbevisninger for hans nutidige fortolkning af moderne sangskrivning, hvor han med stor succes formår at kombinere den elektroniske og den akustiske musik i hans helt eget mørke, stemningsfulde og filmiske lydunivers.

Ginmans kontrabasspil er en vigtig ingrediens for mange førende jazzartister og prestigefyldte kunstnere. Lee Konitz, Kirk Lightsey, Johnny Griffin, Doug Raney, Palle Mikkelborg, Chris Cheek, Harry ‘Sweets’ Edison, Cæcilie Norby, Scott Hamilton, Benny Golson, Jim McNeely, GinmanBlachmanDahl, Horace Parlan og Kenny Werner m.fl. Foruden sit samarbejde med andre artister har Ginman udsendt seks albums i eget navn med egne tekster og musik. Seneste og meget kritikerroste album ’The Color Of Dark’ med Ginman/Eivør udkom sidste år på SONY MUSIC. På livescenen er Ginman pt. aktuel med soloprojektet ’gInMaN sOlO –bOx AnD bAsS’: En hidtil uhørt verden med processeret 200 år gammel kontrabas, klassiske trommemaskiner, filtre, loop-pedaler og alskens grænsesøgende effekt-pedaler.


Jeppe Gram

Grams musikalske CV er imponerende og vidner om hvilken unik musiker han er på dagens europæiske scene. Gram evner at tilføre enhver musikalsk situation både retning og grænseløs musikalitet. En efterspurgt musiker som har medvirket på mere end 40 albums med artister som f.eks. Jakob Bro, Vildnis, Benny Andersen & Livslinjerne, Fredrik Lundin & Christina Von Bülows gruppe Silhouette, samt Jens Winther Group. Gram har også i koncertsammenhæng optrådt med en bred vifte af vigtige artister. Herfra kan nævnes Benny Golson, Chris Cheek, Omer Avital, Thomas Franck New Quartet, Grammofunch, Palle Mikkelborg, Annisette, Pierre Dørge´s New Jungle Orchestra, Tue West Band, Steffen Brandt, Sebastian, Steve Coleman, Hugo Rasmussen All Stars, Søs Fenger, Kirk Lightsey, Eivör, Kasper Eistrup, Kurt Rosenwinkel, John Tchicai Trio samt Michael Formanek´s ‘Fly On The Wall Trio’.

Som uddannet komponist har Gram en stærkt personlig tone, som ofte er kendetegnet ved en skulpturel enkelthed og en vemodig contemporær nordisk noir. Grams musik rummer en stor diversitet og kompleksitet i sit stilistiske udtryk, og han er i stand til at tilpasse sit udtryk kirurgisk præcist til den sammenhæng han komponerer til. Gram har skrevet musik til egne grupper, kor og Big band mm. samt arrangeret for blæsere og strygere til bl.a. Tue West Band samt til Aske Jacobys seneste album ‘Luna Plena Super Me’. Gram har gennem sin karriere medvirket på en lang række DMA-vindende udgivelser og har desuden for sine egne udgivelser modtaget adskillelige nomineringer og priser.

The hOpening datoer og billetter

Beklager, vi har ikke billetter til The hOpening i salg i øjeblikket.

Vi bruger cookies for at sikre du får den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside - skift indstillinger